Poul Schmith indtræder som Knowledge Partner i Juridisk Teknologisk Forening
Vi er stolte over at kunne annoncere, at Poul Schmith / Kammeradvokaten fra april 2026 indtræder som eksklusiv Knowledge Partner i Juridisk Teknologisk Forening (JTF). Partnerskabet mellem Juridisk Teknologisk Forening og Poul Schmith udspringer af en fælles og central målsætning om at klæde fremtidens jurister på til en branche, der allerede er i fuld forandring.
Poul Schmith/Kammeradvokaten er et full-service advokatfirma grundlagt i 1936 og har i generationer fungeret som statens foretrukne advokat. Med kontorer i København, Aarhus og Nuuk er firmaet et af Danmarks største og mest anerkendte advokatvirksomheder. Poul Schmith arbejder hver dag tæt sammen med både det offentlige og private erhvervsliv, og har i den forbindelse udviklet nytænkende og langtidsholdbare juridiske løsninger på tværs af sektorer.
Poul Schmiths faglige bredde, indsigt i højt regulerede områder og erfaring fra samfundskritiske sager adskiller dem fra andre store firmaer i markedet. Ligeledes har Poul Schmith AI og legal tech centralt på dagsordenen, og det er derfor ikke tilfældigt, at netop Poul Schmith er JTF’s første Knowledge Partner. Internt tilbyder Poul Schmith AI-uddannelser med fokus på ansvarlig brug af kunstig intelligens og governance, og rådgiver dagligt offentlige myndigheder og private virksomheder om samspillet mellem kunstig intelligens, databeskyttelse, forvaltningsret og AI-regulering.
Derudover har Poul Schmith selv udviklet en bred vifte af egne legal tech-løsninger - fra digitale udbudsplatforme og kontraktstyringsværktøjer til en dedikeret videnportal for staten, og kan derfor anses som en frontløber i den digitale transformation af den danske juridiske branche.
Medlemmerne i Juridisk Teknologisk Forening er de studerende, der om få år sidder med mange af de samme sager og problemstillinger, som Poul Schmith arbejder med til daglig. Samarbejdet med Poul Schmith bringer således JTF’s medlemmer tættere på erhvervslivet, både i praksis såvel som på legal tech-fronten.
Som Knowledge Partner bliver Poul Schmith en integreret del af JTF’s faglige univers - herunder som partner på vores læringsplatform, JTF Academy, der lanceres i maj måned.
Vi ser frem til samarbejdet og de fremtidige arrangementer. Du kan læse mere om Poul Schmith’s legal tech tiltag på poulschmith.dk.
Læs mere om Poul Schmith på vores partnerside: jtf.dk/partnere
Juridisk Teknologisk Forening
Aarhus, 2026.