JURAI BLIVER TIL JURIDISK TEKNOLOGISK FORENING
Samme mission. Nyt kapitel.
Juridisk Teknologisk Forening (JTF), startede i november 2025 med en plan om at gøre viden og færdigheder inden for AI og Legal Tech lettere tilgængeligt for jura- og erhvervsjurastuderende. Lanceringen skete midt i en eksamensperiode, og det var på daværende tidspunkt usikkert, hvad foreningen ville udvikle sig til. Dengang valgte vi navnet “JURAI” - en sammenkobling af Jura og AI, og i løbet af de sidste 6 måneder har foreningen været i rivende udvikling. Fra d. 20. april 2026 fortsætter vi officielt som Juridisk Teknologisk Forening.
Hvad vi har opbygget
Tilbage i november 2025 afholdte vi vores første arrangement med en kort varsel og ingen tilstedeværelse på sociale medier. På trods heraf formåede vi at samle en lille flok interesserede studerende på tværs af jura- og erhvervsjura til et indlende arrangement om, hvad foreningens målsætninger var, og hvordan vi planlagde at realisere vores målsætninger i 2026.
Siden da er der sket meget.
Juridisk Teknologisk Forening (JTF) er vokset til over 70 medlemmer, vi har lanceret Datarummet - et nyhedsbrev til jurastuderende om legal tech-udviklingen, og foreningen har været omdrejningspunktet i flere landsdækkende nyhedsartikler hos bl.a. Berlingske, K-News og AdvokatWatch.
Vi har afviklet workshops med nogle af landets skarpeste legal tech-aktører, herunder Pandektes, der har specialiseret sig i AI-drevet juridisk research. Sammen med Kromann Reumert har vi afholdt oplæg om, hvilke juridiske og etiske implikationer, som AI-agenter har for vores branche, og d. 29. april afholder vi et af landets første legal tech-orienterede vibe coding workshops. I løbet af de næste par dage kommer vi desuden til at afsløre vores primære samarbejdspartner for resten af året.
Alt dette har vi gjort som JURAI - og fra i dag fortsætter arbejdet som Juridisk Teknologisk Forening (JTF).
Fremtidssikring
Foreningens centrale målsætning har altid været at fremtidssikre - i hvert fald dele af - jura- og erhvervsjurastuderendes praktiske færdigheder. Med et skifte til Juridisk Teknologisk Forening fremtidssikrer vi nu også foreningens navn og berøringsflade; teknologiens indvirkning på den juridiske disciplin - uanset om det er i form af AI-tiltag, legal tech-produkter eller noget helt tredje, som vi endnu ikke kender til.
Så hvad ændrer sig?
Foreningens navn og visuelle identitet ændrer sig, men missionen er den samme: at give jura- og erhvervsjurastuderende på Aarhus Universitet det, som pensum og branchen ikke giver dem. At skære igennem støjen og dommedags-forudsigelserne i mainstream nyheder, og i stedet give et nuanceret og håndgribeligt indblik i branchens udvikling.
Vores mission er stadig at give vores medlemmer og medstuderende hands-on erfaring med de legal tech-værktøjer, der allerede bruges i praksis. Ligledes kommer vi fortsat til at være et fællesskab for åben dialog om teknologiens rolle i juraen. Og sidst, men ikke mindst, kommer vi stadig til at arbejde målrettet på at bygge broer til det erhvervsliv, der snart møder os som kommende jurister.
Vi er fortsat både politisk og økonomisk uafhængig, og et medlemskab til JTF er gratis for alle jura- og erhvervsjurastuderende på Aarhus BSS. Vi er også stadig den eneste studenterforening af sin slags på tværs af jurauddannelserne i hele Skandinavien.
Til vores medlemmer
Tak for jeres store opbakning og interesse i foreningen siden opstarten tilbage i november. Flere af jer deltog til foreningens indledende intromøde midt i en kold eksamensperiode, og mange af jer har været medlemmer i foreningen før vi overhovedet havde afholdt vores første officielle arrangement. Uden jeres opbakning havde foreningen ikke været det, den er i dag, og vi ser frem til at byde jer velkommen til endnu flere arrangementer.
Til dem, der overvejer at blive en del af Juridisk Teknologisk Forening
Hvis du har lyst til at blive en del af en faglig, karriere- og fremtidsorienteret studenterforening på Aarhus BSS, så står vi i JTF klar til at byde dig velkommen som officielt medlem. De næste uger bliver spændende, og vi kommer til at annoncere en række store tiltag, som kun gøres tilgængelige for vores medlemmer.
Philip Haakon V. Dalmose
Stifter og formand, Juridisk Teknologisk Forening.
Aarhus, 2026.