Datarummet | Juni 2026
Juraprofessorer foretrækker AI-svar
Et nyt studie fra Stanford Law School viser, at 16 professorer i faget kontraktsret foretrak AI-generede svar på juridiske spørgsmål frem for svar skrevet af kollegaer 75% af tiden i 2918 sammenligningstilfælde. Professorerne markerede desuden 12% af kollegaernes svar som ”pædagogisk skadelige”, hvorimod dette kun var tilfældet på 3,5% af tilfældene i de AI-genererede svar.
Studiet sætter spørgsmålstegn ved, hvordan AI påvirker den juridiske uddannelse, herunder hvad det netop er som gør, at de sidste 25% alligevel vinder på nuance og kritisk tænkning.
JTF bemærker: Det er interessant at bide mærke i, at studiet tog udgangspunkt i de generelle LLM’er Gemini og NotebookLM. Resultaterne havde med stor sandsynlighed set anderledes ud, såfremt man brugte de specialiserede værktøjer som eksempelvis Legora, Harvey, Spellbook eller open-source værktøjer med lignende juridisk fokus. Ligeledes er det relevant at påpege, at netop kontraktsret er et af de klart mest udviklede områder inden for legal AI lige nu, og det kan ikke udelukkes, at resultaterne havde set anderledes ud, såfremt studiet var foretaget på et andet og måske mere nichepræget område end netop kontraktsret.
AI-advokatfirma vinder retssag i Storbritannien
Storbritanniens første AI-advokatfirma, Garfield AI, har opnået - hvad der menes at være - verdens første sejr i en retssag, hvor sagen har været forberedt af en såkaldt ”AI-advokat”.
Firmaet hjalp en freelancer med at inddrive 7.000 pund i ubetalte salærer efter en omstridt retssag i Wandsworth County Court i sidste måned, hvor klient betalte 400 pund for den juridiske assistance.
Sagen markerer en vigtig milepæl for Garfield, som blev det første fuldt AI-drevne advokatfirma autoriseret af SRA (Solicitors Regulation Authority), da det modtog myndighedernes godkendelse sidste år.
JTF bemærker: Det er vigtigt at huske, at det britiske retssystem adskiller sig fra det danske. Til forskel fra det danske system er det engelske delt op i såkaldte solicitors og barristers. Solicitors er de jurister, som varetager det sagsforberedende arbejde i retssager, og de procederer typisk ikke ved de højere domstole. Barristers er derimod specialister i retorik og procedure, og barristers bliver ofte ”hyret” af en solicitor til at føre selve sagen for domstolene. I denne sag har Garfield AI således alene fungeret som solicitor, og der er altså derfor ikke tale om, at en humanoid AI-robot eller en LLM har ført sagen fysisk ved domstolen, som man ellers kunne fristes til at tro fra overskrifterne.
Det klart mest interessante ved sagen er, at Garfield AI både er SRA-godkendt (Solicitors Regulation Authority) i Storbritannien, og altså agerer selvstændigt advokatfirma, men at de nu samtidig har haft den indledende klientkontakt og sagsforberedelse i en sag, som er blevet vundet i retten. Uden tvivl er der her et klokkeklart eksempel på en større demokratisering af juridisk bistand, men der er fortsat mange uvisheder. Var det eksempelvis fra starten en god sag for freelanceren? Hvordan agerede modparten under retssagen osv.?
AI-oplæring er (nok) ret afgørende for juridiske resultater
Et studie fra The University of Hong Kong viser, at det ikke i sig selv gør advokater dygtigere til sit arbejde, at der er AI-redskaber tilgængelige.
Studerende blev tilfældigt inddelt i én af tre grupper: ingen AI-redskaber, en AI-model uden nogen vejledning, eller den samme model plus en kort træningsvideo og en quiz.
Gruppen med den utrænede AI skrev kortere svar, refererede flere retssager forkert og scorede lavere end de studerende, der slet ikke havde adgang til AI. Studiet peger altså tilsyneladende på, at det afgørende element i forbindelse med at udnytte AI optimalt i juridisk arbejde klart er forudgående kendskab til værktøjerne.
JTF bemærker: Studiet er interessant, men der er tale om en meget lille forsøgsgruppe, der ikke nødvendigvis er retvisende på større skala. Ligeledes bør man have i tankerne, at forskerne I studiet selv udtaler at: ”Untrained LLM access proved counterproductive: relative to participants without any LLM access, untrained users wrote significantly shorter answers, committed more case misstatements, and scored marginally lower, though most differences fall short of conventional significance”.
Legora skifter kurs
Efter flere år med samme forretningsmodel har Legora besluttet sig for at ændre kurs, således at man som advokatvirksomhed nu fremover ikke længere skal betale sin Legora-licens pr. ”seat” i kontoret, men at priserne nu i stedet fastsættes ud fra ”consumption”.
Selv udtaler Legora, at skiftet ”…reflects our belief that the value of AI over time will get measured in work done, not logins purchased” samt at udviklingen afspejler den man ser på tværs af industrier, hvor – efter introduktionen af AI-agenter – consumption pricing giver et mere retvisende billede af forbrug og omkostninger.
Legora er ikke alene om at skifte pris-modeller – Clay, Cursor og Lovable har også introduceret consumption-based pricing. Du kan læse meget mere om bevæggrundene bag skiftet i Edgar Weijtmans nyhedsbrev her.
Se også:
Harvey satser på at bygge sin egen model
Kerteminde Kommunes brug af AI skal nu undersøges af Datatilsynet
Tysk byret fastslår, at søgemaskine-udbyder (Google) selv hæfter for AI-output
Amerikansk retssag aflyses efter brug af kunstig intelligens